fbpx

Fem eventyrlige bøger for børn

with Ingen kommentarer
[*Indeholder reklamelinks]

Læser du eller dit barn danske eventyr eller fantasybøger? Der er mange spændende fantasy- og eventyrbøger på vej i dansk litteratur eller som er udgivet indenfor det seneste år. Her i indlægget får du mit bud på fem eventyrlige bøger for børn og ungdommelige sjæle.

Fem eventyrlige bøger for børnDu bliver aldrig for gammel til at læse eventyrlige fortællinger

Jeg elsker og er vokset op med klassiske eventyr og fantastiske fortællinger. Eventyr har den forrygende kvalitet, at de kan læses med glæde af både børn og voksne. Nogle af mine yndlingsbøger er da også børne- og ungdomsbøger. F.eks. har jeg med en alder på nu 50+ læst Harry Potter serien et utal af gange. Det er i år (2018) tyve år siden, den første bog, Harry Potter og De vises sten, blev udgivet i Danmark, så du kan nok regne ud, at jeg var mere end voksen, da jeg læste bøgerne første gang.

Og nu til listen.

Fem eventyrlige bøger for børnFem eventyrlige bøger for børn

#moderneeventyr*

#moderneeventyr (ja, det hedder den faktisk) er en antologi med nyfortolkninger af klassiske eventyr. Samlingen indeholder bl.a. moderne udgaver af Den lille pige med svovlstikkerne af Tenna Vagner, Historien om en moder af A. Silvestri og Snehvide af Nicole Boyle Rødtnes. Anbefales fra 12 år.

Sådan bliver du en tjekket zombie*

Faktisk er denne bog ikke en historie, men snarere en slags fagbog for zombier, og første gang jeg hørte om ideen til bogen, tænkte jeg, at den ville børn da ikke andet end kunne elske. Havde Sådan bliver du en tjekket zombie stået på mit barndoms bibliotek, så ville det have været en af de bøger, som man skulle på venteliste for at låne. Thomas Arnts humor er uforlignelig, og Ane Gudrun Øhrbergs tegninger passer perfekt ind. Jeg er vild med Anes streg, og den får fuld gas her. Fra ca. 8 år.

Mod fjerne riger

Eventyrlige fortællinger af J.L. Stricker, Hanne Rump og Christina Frøkjær samlet i en særudgave til Esbjerg Fantasy Festival 2018. Glæd dig bl.a. til Høvdingedrengen, Sagnet om Popobawa domænen, der foregår i Afrika for 800 år siden. Forsiden er noget af det mest eventyrlige, jeg har set længe, men skynd dig, du kan kun købe denne samling på fantasyfestivalen, som afholdes den 15. og 16. september.

Eventyr har den forrygende kvalitet, at de kan læses med glæde af både børn og voksne.Click To Tweet

Vintereventyr*

Tolv eventyrlige vinterfortællinger. Du kan blandt andet læse den hjertevarme titelnovelle af Susanne Lund, som handler om en trist pige, der bliver sendt ud for at finde juleglæden. Derudover har Jette Kjær Hansen, Kathrine Skovgaard og Karin Brydsø Dammark med flere har bidraget til antologien. Bogen er illustreret med smukke papirklip af Casper Richter, og fortællingerne egner sig til højtlæsning. Anbefales fra 10 år.

Blodbæst*

Andet bind i serien om Ovanienprofetierne skrevet af Lene Dybdahl. Bogen fortsætter fortællingen fra den første bog, Skyriel, og handler om pigen Skyriels rejse gennem et rige med grusomme pirater, skruppelløse sultaner og frygtelige søuhyrer i forsøget på at redde sin læremester, Alianon. Anbefales fra 14 år.

Tag på eventyr på bogmesserne

Bogfestivalerne er i øvrigt et godt sted at orientere sig om nye bøger. I skrivende stund er Esbjerg Fantasyfestival lige om hjørnet, og jeg kigger forbi søndag. Gæster du selv fantasyfestivalen der og ser en lille, rund dame, der snuser rundt blandt bøgerne, så kan det meget vel være mig. Mange af de ovennævnte forfattere vil i øvrigt også at være finde der.

Kender du en god, eventyrlig bog for børn, som ikke er på min liste? Så smid gerne en kommentar.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.